Caspar Eric: Felias ensomme piss

Caspar har laget toasten sin klar, han har satt på den amerikanske rapperen Playboi Carti. Jeg har servert mætti med frukt til ungene som leker butikk i stua, og fortalt at de må late som de er alene hjemme. For nå skal det chattes om den danske it-forfatterens første dramatiske verk #Amlet. Det har premiere på Aarhus Teater 1.september.

TEKST: ELIN AMUNDSEN GRINAKER, FOTO: CASPAR ERIC

Caspar Eric har de siste årene seilt inn som den store dikter-darling i Danmark, og har også gjestet flere litteraturfestivaler i Norge. Og darling-statusen er så til de grader velfortjent, for han skriver helt rått, og tekstene hans kommer til å bli stående som en tydelig og heftig stemme fra hans generasjon. Jeg ble kjent med Caspar da han gikk på Testrup folkehøjskole utenfor Århus for 8 år siden, og han hadde allerede da god vind i seilene. Etter hans debut med diktsamlingen 7/11 i 2014 og oppfølgerne Nike (2015) og Avtar (2017) har jeg tenkt: ”alle vil ha en bit av Caspar”- Og nå får Blazer også en jafs av denne lysende forfatteren.

1.september debuterer han som dramatiker på Aarhus Teater med #Amlet, og vi har fått Felias (Caspars versjon av Shakespeares Ofelia) siste monolog i stykket, ”Felia bliver træt af det ensomme pis”. Han sier det er deilig at teksten kan finnes også bare som tekst, fordi til forskjell fra diktet som enten leses opp av forfatteren selv, eller står stille på sidene i en bok, gir du dramatikken fra deg til regissøren, og den er så i dennes hender. Bye, bye, baby, liksom.

Og han var så god til å gi slipp. Mener selv at han nesten overkompenserte. Fordi:

21268419_10155397527465901_1972167598_o21268408_10155397527510901_374669807_o

Invitasjonen til å skrive dramatikk kom fra husregissøren på Aarhus Teater, Sargun Oshana som allerede hadde jobbet både med 7/11, Nike og Avatar.

Da Sargun blev husinstruktør på Aarhus teater ringede han og sagde at han drømte om at vi skulle arbejde med Hamlet-fortællingerne sammen. Jeg var tæt på at sige nej. Det var i en periode i mit liv hvor jeg sagde ja til for meget, forsømte mennesker omkring mig, men også bare fordi jeg var bange. Fordi jeg troede jeg skulle skrive dramatik og ikke bare gøre det jeg gør.

Altså å skrive replikker og realisme, ligesom?

Ja, præcis. Og psykologiiiiii og plot.

Uha, slik man skrev dramatikk i ”gamle, gamle dager”.

Men opgaven var ret åben: 2 spillere, noget nutidigt. Men jo længere vi kom ind i det, jo mere gik det også op Sargun, at han havde en klar ide om hvor han gerne ville have mig hen. Og ja, jeg har jo heller ikke valgt titlen.

Nei, ikke valgt #-tittelen selv?

Jeg ville nok ikke selv navngive noget med et hashtag. Jeg hader titler der skriger af det unge og jeg syns det bare er for eksplicit omkring det nutidige. Hvis det var mig så tror jeg at jeg havde kaldt det Felia. Men på en måde er det også det der er hårdt og godt, at Sargun har fået mig til at gøre ting jeg aldrig ellers ville gjøre. Og nu kan jeg rigtig godt lide den titel. Jeg kan godt se argumenterne for at det hedder #Amlet.

Which are?

Mit stykke er en fortælling om to mennesker der er en del af et maskineri som de forsøger at slippe ud af. Og Felia siger også #Amlet på et tidspunkt. På den måde var titelen også et godt bespænd, for så tenkte jeg ligesom ”ok, en af karaktererne skal i hvert fald konkret sige ”hashtag Amlet”” Og så kunne jeg i det mindste lade det komme fra hendes mund. Og titlen skal siges polemisk og bitchy, forestiller jeg mig. Og den henviser også til: det her er fanme hamlet-agtig. Som COP16: #amlet (de taler og taler, gør intet) Diet Coke: #amlet.

Haha, tåkefyrster, hykleri og ting som ikke er the real stuff. Så Hamlet snakker og snakker uten å handle så mye, også hos deg?

Ja, det gør han. Men det er ikke kun hans egen skyld at han ikke kan gøre så meget. Jo mere jeg skrev, jo mere gik det op for mig at Amlet virkede ret traumatiseret. Felia er den der handler i stykket.

Hvordan traumatisert?

Jeg blev interesseret i de her baggrundsfortællinger som ligger som præmisser i stykket, men som vi aldrig taler om (ligesom i det dejlige verdenssamfund). Som fx at Amlet jo har været i krig. Både i Shakespeares Hamlet og i min ”Amlet. Jeg har hevet nogle ting fra baggrunden mere frem. Og nu tænker jeg noget helt skørt: men måske har Apocalypto af Mel Gibson stjålet noget fra Shakespeared Hamlet? Altså denne her ide om at det er en indre kamp der gør at de bliver koloniseret ude fra. What a fucking surprise! Filmen åbner med dette her citat, og jeg syns det passer godt på en mulig læsning af Shakespeare: ”A great civilization is not conquered from without until it has destroyed itself from within.”

Som ”noget råddent i staten Danmark?”

Præcis, men jeg tror, at i min fortolkning der ødelægger civilisationen i stedet for borgernes kroppe, for ikke at blive conquered from without. Det er noget i det citat som går mig vildt meget på, som jeg også kan mærke går mig på i forhold til den måde Ophelia-rollen også har været fremstillet. Altså citatet minder jo også om det her med The Game – ødelæg kvinden inde fra og kolonialiser hende. Og det tror jeg går op for min Felia, og det pis gider hun ikke. Jeg tænker Ophelia som en karakter som indser at hun ikke har nogen fremtid.

Også hos deg?

Især hos mig. Og at hun også ved at fremtiden vil sige noget om hende, men at det kan hun ikke tage sig af. Jeg tror klart at hun begår selvmord fordi hvad fuck skulle hun ellers gøre?

Hvorfor er det vigtig for deg at hun oppdager dette?

Det er vigtigt fordi at det gør hendes ude-af-sig-selv-hed til en fuldstændig rationel måde at gøre oprør i en verden hvor du ikke har ret til dine egne følelser. Det at have en fremtid er et fuldstændig overset globalt privilegium. Og jeg oplever at vi lige nu lever i en verden, hvor flere og flere mister følelsen af at have en fremtid. Det gælder fra unge hjemløse, det gælder i et klimaperspektiv og det gælder for de deprimerede og det gælder for terroristen. Jeg tænker: Ophelia kan ikke være sin egen lykkes smed, men så kan hun i det mindste være sin egen ulykkes smed. Danmark er jo meget sin-egen-lykkes-smed-agtigt.

Da jeg bodde i Danmark, syns jo selv det var vanskelig å være feminist i et land hvor det på et tidspunkt var en likestillingsminister som beskrev det å være feminist som ”at være sin egen lykkes smed”. Det kan jo kun et priviligert menneske si.

Ja, og hvis jeg siger det her i Danmark, bliver folk vildt sure, eller kalder en socialist. Også selvom det bare er facts jeg siger.

Haha, er sosialist også blitt et skjeldsord nå?

Kan ikke huske at det har været andet. Men okey, det handler ikke så meget om at skælde en bestemt klasse ud for mig. Men det handler om at foreslå alternative måder at forstå fx Ophelia. Og jeg tror det må være kunstens opgave, at foreslå andre måder at forstå de fortællinger vi fortæller os selv og hinanden, og for mig bliver det ofte politisk. Det fordi folk er så programmerede til fx sin-egen-lykkes-smed, at bare det at sige, at måske er der noget værre pis, kommer til at virke dramatisk.

Hva tenker du om å jobbe med en fortelling som de aller, aller fleste har et forhold til?

Jeg syns det er spændende at arbejde med klassikere, fordi man kan hacke dem på en måde. Folk kan jo sidde med en fornemmelse af at Ophelia var lidt sådan en sød, tavs hestepige. Og så kan man give hende et stenansigt og få hende til at kigge folk i øinene og sige ”fuck jer”. Og det samme med Amlet. Jeg kan tage og putte noget krigsveteransk ind i ham, og på den måde kan man både være med på at pege på, at der altså sidder tidligere soldater i vores samfund lige nu, som betaler en virkelig høj pris, for at have vært i en krig som de følte var rigtig, og som vi bad dem om at deltage i. Jeg er jo meget imod den danske krigsdeltagelse, men jeg er rigtig meget for at vi behandler de unge mænd, som altså har givet deres krop til samfundet, både med ære og omsorg. På den anden side kan jeg også give Hamlets selvmordstanker en reel årsag. Altså hvad hvis han ikke spiller sindssyg, men at han bare har set at verden faktisk er det?

Som Valerie Solanas ville sagt; ”Husk at jeg er den eneste kvinnen her som ikke er gal.”

Ja, jeg har jo været meget optaget af ideen om, hvorvidt det er skørt at være skør i en skør verden.

21268222_10155024182072861_532296393_o
#somebodyloveme #manequinjobansøgning #amlet

FELIA BLIVER TRÆT AF DET ENSOMME PIS

FELIA

Her er et skema til hvordan du forvirrer et pigehjerte:

  1. Send hende en besked om at du er meget interesseret i hende
  2. gå rundt om hinanden i noget tid
  3. stød pludselig ind i hinanden men sig ikke et ord
  4. benægt at du nogensinde har sendt nogen beskeder når hun nævner det
  5. sig at du ikke ved hvor hun får det fra
  6. sig til hende at hun er smuk
  7. sig til hende at hun spiller for meget på sin skønhed
  8. sig til hende at du gerne vil i seng med hende
  9. sig til hende at du er træt af at så mange bare knalder rundt
  10. gå rundt om dig selv mens du læser
  11. begynd at tal i halve sætninger
  12. sig til hende at du har lyst til at dø,

– sig til hende at sammen skal i brænde det hele ned,
– sig til hende at vil forlade det hele
– sig til hende hvad er livet overhovedet værd

  1. sig til hende at du må rejse for altid og rend ind i hende i supermarkedet
  2. sig til hende at hun skal være sin egen herre
  3. plant dine hvide flag i hende og blæs som en vind
  4. sig til hende at I skal støbe en ny fremtid
  5. sig til hende at fremtiden er brændt til aske
  6. sig det hele bare er et digt
  7. sig du er en dårlig digter
  8. sig måske tvivler du på om stjernerne bare er ild

– måske tvivler du på om solen virkelig bevæger sig henover himlen

– måske tvivler du på om sandheden bare er et andet ord for løgn

– men tvivl aldrig på min kærlighed

  • og tvivl så selv på den

(rep: sig til hende

tvivl aldrig på min kærlighed

og tvivl så selv på den)

 

FELIA SKRIDER FRA DET HELE

FELIA

Det har taget mig lang tid at finde ud af,
at med mine fine spændstige bryster
fulgte der også en gæld
for det kvindelige kom med renter der skulle betales men jeg nægter fandme at betale

med mine fremtidige sønner
der bliver voldtaget direkte ind i min livmoder

og derfor ved jeg også nu
at han aldrig må få lov til at findes
dette lille uskyldige drengebarn
der er begyndt at vokse i mig

Hans far er så optaget af sit eget oprør,
at det eneste han nogensinde vil blive opdraget til,
er ensomhed og kamp
og med våben og faner i hænderne
vil han blive meldt ind i en af de nye klubber

sammen med de andre unge mænd
og de vil mødes og mødes og mødes
og de vil snakke om at forandre samfundet
og at omforme det med deres hænder
for nu er tiden fandme kommet
uden nogensinde at tvivle på
hvem der dog nogensinde har bedt dem om dét
når de ikke engang kan tage ansvar
hverken for dem selv eller en anden krop,

medmindre denne krop bringer dem nydelse og trøst en kvinde de kan kalde for deres
som et flot lille smykke
på fremtidens mest likede selfie
#newworldorder
#samesamebutdifferent
#amlet

og imens render drengene så rundt
og tager uskyldige piger på røvene
og påkalder sig at være ude af sig selv af kærlighed,

men det er aldrig kærlighed de føler
(det er bare stolthed og frygt for at blive glemt)
så det eneste der er at gøre nu
er at tvinge disse navne i graven
disse omvandrende reklamer for nationalromantikken forklædt som ansvar
eller forklædt som moral og solidaritet
alle sammen må de tvinges tilbage i havet

Det var aldrig mig der fik lov til at ske for livet,

men livet der fik lov til at ske for mig,
det lyder måske lidt højtravende
og det er jo ikke fordi jeg ikke også er en person

der også sidder og laver underlig mimik mens jeg skider

og det er jo ikke fordi jeg ikke selv har nydt,
ind i mellem at lægge neglelak
eller at forfine den måde

hvorpå jeg kører fingrene gennem håret,

og det er noget af det jeg frygter mest:

at en følelse vil tænde i mig
og få mig til at elske dette slaveri

og kigge med overbærenhed på de nye generationer

og jeg vil holde barnet frem for hele kongeriget
som om det var en lille løveunge
fordubestemt til at være dyrenes konge

i skyggen af hvem, verden vil fejre sig selv

indtil at slaverne gør oprør og forviser ham

indtil at han en dag vender tilbage
i endnu et endeligt opgør

som skal give håb til de tidligere herskere

og herskerne vil glemme
at det eneste oprørerne ønskede
var at få del i byttet

og min søn vil dræbe og forvise med rolig hånd

og alt vil fortsætte som det altid har gjort

og så vil han have bevist det
denne nye kongesøn
at ingen kan undslippe deres skæbne

for det er ikke os der leger med livet

men livet der leger med os

Det er dét jeg vil have at du skal forstå
når jeg forlader denne verden en gang for alle:
at det ikke er i afmagt;
at det ikke er fordi jeg ikke kunne klare kærligheden

at det ikke er fordi jeg er for syg til at klare hverdagen

eller at alle verdens gameshows og krige
er en virus der har forført min krop
for jeg ved præcis hvad jeg gør

og jeg var aldrig var nogen fin prinsesse,
det var bare et håb man solgte mig
for at få mig til at sidde pænt
mens vandmasserne langsomt var på vej
men det bliver sgu ikke med mig som Ophelia,

for jeg er også en del af maskinen

og hvis vi nogensinde skal stoppe dens misbrug så må vi være de første til at turde
at spilde vores fremtid på gulvet
at lade væsken og slimen komme ud i lyset

for det er den eneste måde vi kan få lov til

aldrig mere at skulle spille nogens dukke

Så fuck om den evige søvn er et mareridt
det er tid til at invitere vandmasserne inden for

ja, det er tid til at sove og aldrig mere vågne